Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ordensregler

Ordensregler for Låsby Skole 

Folkeskolen er en grundpille i det danske samfund og på Låsby Skole ønsker vi, at alle deltagere i fællesskabet, tager ansvar. Hjemmet har en væsentlig indflydelse på barnets indstilling til arbejdet i skolen. Derfor vil et samarbejde byggende på gensidig tillid være af overordentlig stor betydning for arbejdet på skolen og dermed elevens udbytte af undervisningen. 

Ordensreglementet på Låsby Skole har til formål at sikre, at alle elever kan tilbydes de bedste betingelser for læring og trivsel. Vi ønsker en skole, hvor der er plads til alle elever, forældre og medarbejdere, der vil skolen og det fællesskab folkeskolen er. Et fællesskab, hvor fælles ansvar, respekt og engagement er nøgleord i hverdagen. Låsby Skole forventer, at alle gør deres bedste, går positivt ind i samarbejdet mellem skole og hjem med det formål, at alle elever skal gives de bedste betingelser for læring, trivsel og dannelse. 

Låsby Skole har fokus på den gode skole og den gode skolegang. Derfor griber vi ind overfor dårlig adfærd og forventer, at alle voksne omkring skolens elever samarbejder for den gode skole, hvor alle elever er trygge i deres læring og udvikling. Eleverne skal efter bedste evne udføre det arbejde, medarbejderne pålægger dem som et led i undervisningen. De skal i øvrigt følge de anvisninger, der gives dem og i alle forhold vise god opførsel. Eleverne skal respektere en god omgangstone. Krænkende, vulgært eller grove sprogbrug accepteres ikke. Elever, der udøver hærværk på skolens inventar- og eller bygninger, laver graffiti eller anden ødelæggelse, vil straks blive bortvist fra skolen for en afmålt tid. Skaderne vil blive udbedret på forældrenes regning. I gentagelsestilfælde overdrages sagen til relevante myndigheder. Det samme gør sig gældende for elever, der udøver bevidst skade på andre elevers ejendele. 

På Låsby Skole tolererer vi ikke mobning og har nultolerance overfor rygning, alkohol og andre former for rusmidler. Låsby Skole har besluttet, at et undervisningsforløb skal være så uafbrudt som muligt. Derfor møder alle til tiden. Når undervisningen starter, skal alle børn og lærere være undervisningsparate. Bøger og undervisningsmateriale er oppe af tasken, læreren er klar til at undervise og eventuelle forældre, der har fulgt børnene ind i klassen, skal have forladt klasselokalet. 

Ifølge Folkeskoleloven har Folkeskolen forskellige sanktionsmuligheder overfor elever, der ikke følger ordensreglerne. Også selv om elevens adfærd har fundet sted uden for skolen og skoletiden. Skolens ledelse har til enhver tid ret til at gøre disse sanktioner gældende, hvis elever udviser adfærd, der ikke er i overensstemmelse med skolens ordensregler og værdier.

 

https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/ro-og-klasseledelse/fremme-af-god-orden-i-folkeskolen